Lektion 2: Søgeord og Strategi
Med udgangspunkt i målgruppen, udarbejdes relevante søgeord. Vi kigger desuden nærmere på konkurrenterne og vurderer, hvordan du får mest ud af dine anstrengelser.
Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du fastlægge din målgruppe. Hvem er det, du ønsker ind på din hjemmeside? Er det nye kunder til dit produkt? Er det mænd eller kvinder, unge eller gamle, og hvad er deres interesser?
Jo flere oplysninger du har om din målgruppe, desto lettere er det at ramme den med dit budskab.
Relevante søgeord
Overvej hvilke søgeord og fraser din målgruppe bruger for at finde din hjemmeside. Ofte bruger folk ord som afviger fra, hvad man umiddelbart kunne forestille sig.
Det kan være en god idé at vælge lidt utraditionelle søgeord og fraser. Hvis du vælger søgeord, som dine konkurrenter ikke har valgt, er der jo større chance for, at du opnår topplaceringer på disse ord.
Er du i tvivl om, hvilke ord og fraser dine besøgende søger på, når de finder frem til din hjemmeside, så prøv at opsætte en Pay Per Click kampagne i Google AdWords. Så får du hurtigt et billede af hvilke søgeord, der giver mange besøgende.
Søgeord matches med sider
For hvert relevant søgeord du finder frem til, skal du finde en eller flere sider på din hjemmeside, der passer til dette ord (og gerne allerede indeholder ordet).
Hver enkelt side på din hjemmeside passer sjældent til mere end et par søgeord. Hvis du ikke kan finde en underside, der passer til et bestemt søgeord, så må du overveje om søgeordet virkelig er relevant. Hvis det er det, må du lave en ny underside, der passer til dette søgeord (skal naturligvis indeholde relevant indhold).
Analyse af konkurrenter
Ligesom i den virkelige verden er det en god idé at holde øje med sine konkurrenter. Prøv at lave en søgning på de søgeord, du har valgt på forskellige søgemaskiner og kataloger.
Tag et kig på de hjemmesider, der ligger øverst i søgemaskinernes resultater. Kig på sidernes HTML-kode. Hvad har de gjort for at opnå topplacering? Du må naturligvis ikke kopiere deres HTML-kode, men du kan sikkert lære lidt af det, de har gjort.
Hvor får du mest for pengene?
Undersøg hvor dine konkurrenter er stærkest. Har de f.eks. topplaceringer i resultatlisten på Google.com, men undlader at benytte f.eks. Pay Per Click kampagner og sponsorlinks på Google? I så fald vil du sikkert med fordel kunne benytte Pay Per Click kampagner og sponsorlinks.
Hvordan er konkurrenternes placering i kataloger som Jubii og Yahoo osv.? Hvis de er stærkt placeret her, er det ikke sikkert, at du får så meget ud af at registrere din hjemmeside i disse kataloger.
Koncentrer indsatsen dér, hvor dine konkurrenter står svagest. Så får du mere ud af dine ressourcer og midler. Dermed ikke sagt, at du skal lade konkurrenternes placeringer diktere din søgemaskinestrategi. Det er naturligvis altid en vurdering, og der er flere andre forhold, der spiller ind (mere herom i de følgende lektioner).
| Tilføjet af Simon Glue den 03-01-2004 - Hits: 2800 |
   |